Shaarli – hold fast i dine links

Som det før har været diskuteret på disse sider, så kan jeg godt lide at holde mine services på den server, jeg har plads på. Det er Gigahost, som er min leverandør, men det er blot fordi jeg bliver ved med at være tilfreds.

I dag vil jeg skrive et par ord om Shaarli. Det er en tjeneste til at gemme links.

Hvis man sidder med en fast computer, så er det måske ikke for alvor en prioritering. Man køber en computer, den tjener én trofast indtil den dør, og man er bruger nr. 1 uden behov for bruger nr. 2.

I det her hus er der flere computere end mennesker. Jeg skriver på min Thinkpad x200, en fin brugt maskine jeg købte for et par måneder siden. Min søn fik min Lenovo Ideapad, fordi den har en kraftigere processor og mere RAM – men den har ikke så kraftig en Wifi-antenne, og det kan jeg ikke bruge til noget. En gang imellem bruger jeg den. Jeg har også min arbejds-laptop med Windows 10. Min søn har også den gamle HP, som overopheder, og min kones Lenovo-netbook-like laptop (stor skærm, lille disk, ret lille processor og meget lille RAM) er kommet over til min datter som Youtube-fjernsyn. Dette siger jeg for at understrege, at man ikke altid kan vente at sidde på den maskine, som man ellers bruger. Den del er ændret.

Shaarli er en tjeneste til at installere på sin server.
Den gemmer på de links, du sender til den.
For at tage nøgleordene:

  • Lidet ressourcekrævende tjeneste, der kan køre på en webserver
  • Kræver ikke administratoradgang, men lader sig installere i den mappe, du peger på
  • Kræver ikke en database
  • Alt kan eksporteres til forskellige filformater
  • Skelner mellem private og offentlige links – er der noget, som ikke egner sig for alles øjne, kan du gemme det som private links; men derudover kan din linksamling stå offentligt tilgængelig
  • Alle gemte links kan tagges, så hvis du har et projekt, hvor der samles links, så er det muligt at linke til de gemte links, der er tagget Forvaltningsret – og dele de links med andre
  • Der er plads til en lang kommentar på alle links. Så hvis man arbejder på et projekt, men skal bruge forskellige kilder, så kan man påføre sine forskellige forbehold og bemærkninger i den.
  • Mulighed for at oprette en note: Hvis man går ind i Shaarli, opretter en ny post og ikke lægger en URL ind, så opretter den en ny note i det felt, der ellers giver plads til at kommentere på et link.
  • Permalinks: Hvis du opretter et link, så får du et permalink i Shaarli. Du kan altså også et stykke ad vejen bruge den som link-forkorter. Da jeg gemte linket til Moderniseringsstyrelsens personalehåndbog http://pav.perst.dk/Publikation/Forvaltningsret%20persondataloven%20mv/Forvaltningsloven.aspx blev den i min Shaarli-installation til http://links.ufora.dk/?oW2ZWQ – og det er altså lidt nemmere.
  • Bookmarklets: Der er to små kodestumper, som du kan tilføje til din bogmærkelinie.
    Den ene giver mulighed for at sende et link til din Shaarli-installation, det andet giver mulighed for at oprette en ny note.
  • Plugins: Der er et Firefox- og et Chrome-plugin, så man kan sende hjemmesider direkte til din Shaarli-installation – og et Android- og et IOS-plugin med samme formål.
    Jeg bruger Android-plugin’et – man installerer det, fortæller det hvor éns Shaarli-installation er; og derefter kan man dele links direkte med Shaarli, så bliver de links gemt. Det er nemt, og det er praktisk, når man støder på ting, når man er on the go.
  • Det er meget nemt at eksportere og importere sin database, så den er dels nem at lave backup af, og dels nem at installere på en ny server, hvis du skifter leverandør.

Shaarli kan downloades fra Github. De har en vejledning på Read The Docs.

Bookmarklets kan findes i opsætningssektionen på din installation af Shaarli.

Android plugin’et kan findes i Play Store.

Linux: Hvorfor alternative styresystemer?

Microsoft Windows er overalt, krydret med en lille, omend voksende gruppe af Mac-entusiaster.
At bruge en PC er for mange synonymt med at sidde foran Windows. Ikke desto mindre får open source-systemet Linux stadigt flere tilhængere med tiden.
Så hvorfor skal man prøve et alternativt system?
Hvorfor er det, for nu at sige det, fedt?

Nyt, spændende og anderledes

Det er til Linux-udviklingens fordel, at man ikke er så bundet op på virksomheders beslutningsprocesser, strategier og behovet for at klemme hver en øre ud af sidste version af et program, før den næste version sendes på markedet. Derfor eksperimenteres der på livet løs, og resultatet er anderledes brugerflader, som spænder fra fjollede indfald (ville det ikke være fikst, hvis din mus trak
et spor af flammer, når du bevæger den henover skærmen?) til dybt seriøse eksperimenter med brugervenlighed og tilgængelighed for brugere med handicaps.

Man er villige til at vende tingene på hovedet, ryste posen og samle brikkerne på en ny måde; man sætter spørgsmålstegn ved alle de eksisterende løsninger – som hos Openbox: Kræver et styresystem et skrivebord? Som hos Calligra: Skal et tekstbehandlingsprogram være lineært, eller skal man kunne kaste rundt med en serie af tekstbokse, så alle spilleregler er åbne for, hvordan tingene skal flyde? Og skal man ikke også lige inkludere muligheden for at skrive noder ind direkte i teksten? Eller som man har tænkt hos Abiword-teamet: Man kan naturligvis
gøre et tekstbehandlingsprogram mere omfattende ved at tilføje funktioner; men kan man gøre det bedre ved at tage nogen ud? Skal en brugerflade holdes i 2D, eller skal man introducere Compiz og arbejde i 3D i stedet?

Opdateret på alle måder

Når der opdages et problem løses det, og opdateringerne sendes ud til brugerne. Ikke noget med en samlet opdatering lang tid efter, at man har fundet en løsning, fordi det lige passer i den etablerede praksis. Er der kritiske programfejl? De skal væk. Er der sikkerhedsfejl? Det kan vi ikke leve med – opdatering udsendt.

Fordi de fleste Linuxdistributioner bruger et centraliseret system til at administrere de installerede programmer med, så er det ikke bare grundsystemet, der opdateres, og så må man ud og venligst banke på hos de andre programleverandører. Nej: Alle dele opdateres, fra den meste grundlæggende kerne og ud til programmerne og deres udvidelser.

Dette her er ikke 1990 – vi skal ikke ud og købe vores programmer i en plasticindpakket papæske, når den nye version er udkommet og endelig nået frem til forretningen. Et hurtigt download, og man har et system, man kan være tryg ved.

Utallige brugerflader

”Hvad er det, du kører med? Det ligner ikke noget, jeg har set før. Linux, siger du? Det har jeg set før, men det så ikke sådan ud…” –
det er meget muligt. Der er en lang række forskellige brugerflader, og de er så ekstremt fleksible, at man kan tilpasse sin brugeroplevelse uendeligt meget mere end med andre styresystemers færdigpakkede få muligheder.

Skal din værktøjslinie være i bund, top, højre, venstre? På den anden side, måske nej – du ved, hvilke programmer, der kører, du ved, hvad klokken er… så måske skal værktøjslinien bare spares væk? Eller måske skal der være to, hvor den ene er programgenveje og den anden aktive programmer? Måske en tredje til statusmeddelelser?

Skal din brugerflade samtidig fortælle dig, hvad vejret er i dag og i morgen, hvor varm din CPU er, hvor meget RAM og harddisk, der bliver brugt, og hvad det er for en melodi, medieprogrammet er i gang med?

Bare træk det ind. Det er jo bare præsentation af eksisterende data. Hvorfor skulle man lade sig begrænse? Friheden til at vælge kan godt stoppes i makulatoren, hvis du blot har tre tandløse valgmuligheder. Du er computerbruger i 2011. Ting kan lade sig gøre.

En vifte af filosofier

Det er fint med disse moderne redskaber – opdateret hver dag – men måske har du en maskine fra 2003. Er du så koblet af?
Naturligvis ikke. Det er hos Linux-folket, at netbooks mest er kommet til sin ret. Med ovennævnte valgmuligheder for de minimalistiske brugerflader og en lang programmer, der er lavet med det princip, at de skal være enkle og hurtige, kan man lave et stærkt værktøj ud af en svag maskine, som er beregnet til at være transportabel og ikke bruge så meget batteri, som man ser det med netbooks, eller en maskine, som ikke lige er fra dette år. Der er ingen grænse for, hvor mange computere folk kasserer eller stiller ind bagved i pulterkammeret, fordi de er blevet langsomme. En Linuxinstallation kan give den nyt liv og ofte lade den køre stærkere, end den gjorde som ny – uden at gå på kompromis. Moderne standarder, moderne arbejdsgange – men på en ældre maskine.
Det klemmer ganske enkelt bedre resultater ud af den.
Og har du en samtidig hardware – eller måske endda en halv-futuristisk gamermaskine – så har du to valgmuligheder: Du kan enten tage de minimalistiske programmer og få respons på millisekunder – eller du kan bruge dens muskler til at køre et af de mere omfattende systemer med et læs af animationseffekter, og hvor alle programkomponenter bindes sammen med hinanden
– hvor man virkelig kan få det fulde udbytte af, at programmerne opbygges efter fælles standarder, så programintegrationen er helt i top, og man får en helhedsoplevelse, hvor man hver dag finder nye smarte funktioner, som hænger sammen med det overordnede system.

Velfungerende og veldesignet i såvel det funktionelle som det æstetiske.

Lydhøre udviklere

Udviklerne er kun en armslængde fra dig selv. Princippet er, at alle skal kunne inspirere udviklingen, og er man kompetent, kan man måske endda selv være med. Ikke noget med den situation, hvor man har et irritationsmoment, som man endda har en løsning på, men som man brænder inde med, fordi en mastodont af en softwareproducent ikke er interesseret i kundernes feedback.
Hvorfor være kunde et sted, der er mere end villige til at malke éns tegnebog, men komplet uvillige til at engagere sig i dine behov, som de påstår at arbejde på at dække?
Igen, det er 2011, og medierne findes. I open source er kanalerne åbne – ros og kritik bliver lyttet til. Det er ikke ualmindeligt, at man indberetter en fejl eller en god idé, og blot uger efter kan man se en ny opdatering, hvor éns idé er implementeret.
Hvor ofte ser man det hos de store virksomheder?
Sløvhed og bureaukrati – nej, tak.
Hvis det er et sted, hvor man ved, at tempoet skyldes, at tingene bliver gennemtestet og udviklet gennem en omhyggelig proces, så er det naturligvis berettiget – det har vi også i Linux-verdenen. Men hvis der går år og dag imellem opdateringer og nyudvikling, og resultatet så er så gennemgribende uimponerende, at man tager sig til hovedet – ikke mindst på grund af den svimlende pris –
kan man så leve med det? Er man villig til det? Er man forbruger, eller er man med i processen? Ser du noget, der kan gøres bedre, og du kan gøre det – så præsenter udviklerne for det. Næste gang, du har produktet mellem hænderne, er det blevet bedre.

Ret og rimelighed

Prisen kommer vi ikke udenom. For den er særdeles fordelagtig. Langt størstedelen er gratis, og en ret stor del af det, som man kan betale for – det er faktisk ikke noget, man behøver, men noget, som man kan skyde ind i projektet. Open source-modellen lægger som udgangspunkt op til, at det, som man betaler for, er support og service. I nogle tilfælde kan der være ting som codecs,
som ikke er frit tilgængelige, men som man så kan købe brugsretten til.
Projekterne vil jo generelt gerne støttes, og det står én frit for at bidrage efter evne. Det kan jo også være, at man ligger inde med noget andet, som de gerne vil have – man kan for eksempel overveje at oversætte et program til dansk, så de mindre engelskkyndige her til lands også kan bruge programmerne.
Måske vil man oversætte dokumentationen, så manualerne kommer til at foreligge på dansk. Måske har et open source-projekt haft stor succes med at tiltrække programmører, men ikke
skribenter – så måske er der slet ikke noget dokumentation, eller måske er den ikke beregnet til folk uden stor IT-indsigt. Så kan man gøre en stor forskel ved forklare fremgangsmåden
på en sådan måde, at programmet pludseligt bliver anvendeligt for en større skare.
Mange Linuxbrugere har ønsket at frigøre sig fra pirat-mentaliteten – det er jo yderst almindeligt, at folk på ulovlig vis deler de computerprogrammer, de har brug for.
Nogle forsvarer sig selv på nærmest filosofisk vis, at data af princip bør være fri, og at mennesker bør dele. Under alle omstændigheder er det kriminelt, og såvel ulovligheden som  beregneligheden i pirateriet er noget, som mange gerne vil undgå. Linuxsystemerne er betalelige – ofte kun et download væk – og de forskellige Linuxvarianter er som oftest udstyret med programmer til en lang række opgaver.
Brænderprogram – ikke mere pirateri af Nero.
Kontorpakke og avanceret emailklient med kalender – ikke mere pirateri af MS-Office.
Layoutprogram – ikke mere Publisher;
Grafikprogram, ikke mere Photoshop – og så videre.

Tilfredsstillelsen ved at kunne klare sig igennem studier, arbejde og privatliv uden at skulle skaffe programmer ulovligt fra tvivlsomme kilder skal ikke undervurderes.

Prøvekørsel uden risiko

Så værsågod. Det ligger lige foran jer.

Og man kan endda prøve en Linuxdistribution – som de forskellige Linuxvarianter kaldes – uden at installere det på sin harddisk. LiveCD’er – en anelse misvisende, for de kan køres fra en USB-disk også, ikke kun fra CD’er, og nogle af dem kommer i DVD-størrelse – fungerer på den måde, at man indsætter CD’en – eller USB-disken eller DVD’en, hvad det nu er – sætter maskinen til
at starte op fra dette medie, og starter den.
Linuxsystemet vil blive indlæst – i RAM. Det vil sige, at man har et fungerende system, som alene kører i arbejdshukommelsen.
Man påvirker altså ikke det system, man har på sin computer i forvejen! Medmindre man udtrykkeligt ønsker at gøre det – for eksempel fordi der er en beskadiget opstartsfil på harddisken, så man ikke kan starte op – rører Linuxsystemet ikke ved harddiskinstallationen.
Fordi live-systemet kan få adgang til harddisken, hvis man ønsker det, kan det også bruges til at trække filer ud fra en beskadiget disk, hvis styresystem man ikke kan komme ind i.
Kort sagt: Da de mest udbredte Linuxdistributioner kan downloades gratis, og man kan teste dem uden at gøre skade på det, man har i forvejen, er der rige muligheder for at gå på opdagelse i de muligheder, der er i Linuxverdenen.

 

Først bragt i Fri IT #2

Edvard Brandes’ tale ved Hørups bisættelse

Jeg skal bringe en tak fra Hørups efterladte til dem, der i dag er kommet her til stede, og dernæst skal jeg bringe en tak fra alle Hørups venner og medarbejdere, fra hver af dem, der glad og frivillig gav sig ind under ham som deres fører.
Hans ord har pløjet landet som hærpile, og de blev forstået af enhver, som forstod det gode danske.
Hans tanker omformede bevidsthederne, udvidede synet, gennemsyrede viljerne.
Hørup lærte os, at der kan tænkes lige så stort i et lille land som i et større, og det var ligesom fædrelandet udvidede sig for os ved hans tale.
Hans sjæl var som et verdensrige, og hans sind var altid som en skabelsens dag.
Der fandtes ikke uretfærdighed i hans sjæl, og han bevarede en levende samfølelse med alt, der led; derfor var hans dag ofte fuld af uro, smerte og oprevethed.
Hørup burde have skrevet vore love, måske havde vi da ikke fået så mange, men de ville være blevet bedre.
Trofast og modigt banede han vej for dem, der skulle komme efter.
Hans hjerte bankede stærkt for frihedens sag, så længe det slog, og unge frihedskære mænd følte sig aldrig alene, så længe Hørup levede.
Vort minde om ham vil aldrig blive glemt.
Land og folk står i dyb gæld til ham.
Han krævede ikke denne gæld indfriet, mens han levede, men han kræver det efter sin død.
Han vil kræve, at vi skal virke i hans ånd, skabe Danmark stort ved aldrig at tænke eller handle småt.

Fra Kolding Folkeblad fra den 24/2 1902 via Peter Lauritsen på Facebook.

Bureaukratens ulidelige lethed

​The Man In The Bowler Hat by A. S. J. Tessimond

I am the unnoticed, the unnoticable man:

The man who sat on your right in the morning train:

The man who looked through like a windowpane:

The man who was the colour of the carriage, the colour of the mounting

Morning pipe smoke.

I am the man too busy with a living to live,

Too hurried and worried to see and smell and touch:

The man who is patient too long and obeys too much

And wishes too softly and seldom.
I am the man they call the nation’s backbone,

Who am boneless – playable castgut, pliable clay:

The Man they label Little lest one day

I dare to grow.
I am the rails on which the moment passes,

The megaphone for many words and voices:

I am the graph diagram,

Composite face.
I am the led, the easily-fed,

The tool, the not-quite-fool,

The would-be-safe-and-sound,

The uncomplaining, bound,

The dust fine-ground,

Stone-for-a-statue waveworn pebble-round

Yourls – kortlinks på egen server

Yourls er et system til at tilpasse og forkorte links med, som man kan lægge ind på sin egen server til at lave egne adresser. Den kræver kun PHP og en database til installation.
Det kan både være praktisk til at forkorte linkadresserne fra noget meget langt, og det kan være godt for at komme med en nemmere adresse. Har man en forening eller en virksomhed er det også bedre branding end at bruge bit.ly, is.gd eller andre standardværktøjer til formålet.

Jeg har sat det op på et af mine subdomæner og bruger det til lovgivning, jeg skal bruge i mit arbejde – Forvaltningsloven hedder derfor http://go.ufora.dk/fvl i stedet for https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=161411 – lidt nemmere at huske.

Jeg har også et par projekter, hvor jeg har tænkt på at kunne poste nyheder med et kortlink. Så kunne jeg opsnappe et ledigt kortere domæne – f.eks. g0t0.dk (man kan komme afsted med meget ved at bruge et nul i attraktive domæner med et o og et ettal for et l). Det er muligt at integrere Yourls med WordPress, så der automatisk genereres et kortlink, når man laver en side eller et indlæg.

Når jeg har skrevet denne artikel færdig vil der blive genereret et kortlink – nu er ufora.dk jo rimeligt kort i forvejen, og jeg laver i forvejen kortere links, men for længere links med dybe underkategorier kan det gøre en stor forskel. http://ufora.dk/189-yourls-kortlinks/ blev til http://go.ufora.dk/1.

Yourls har også statistikker på brugen af de kortlinks, så man kan holde styr på effekten af éns kommunikation, også hvis man bruger det i et nyhedsbrev:

Endelig er der bookmarkets, så man kan lave et bogmærke, som gør det nemmere at oprette et kortlink, og så er der også mulighed for at integrere det til deling på de sociale medier:

Gitbook

Jeg har på det seneste været imponeret af Gitbook.
Det er en ret elegant løsning til at lave udgivelser. Jeg har tidligere set mig lidt om for de platforme, der findes til at udgive bøger – dels fordi jeg gerne vil kunne checke tekst ind i blokke, dels fordi nogle de projekter jeg har været inde i har fået bidrag fra flere skribenter på forskellige platforme, og det har ikke været uden gnidninger, medmindre vi var nede i ren Markdown-tekst eller LaTeX.
Her bringer vi så Gitbook ind. Som navnet antyder, så kan man bruge Git til det, men den webbaserede brugerflade er også rigtigt fin. Og det, der genereres, når man fodrer den med tekst, er meget nydeligt!
Der kommer et ret markant Gitbook-logo på forsiden, men det er også fint til det, jeg bruger det til. Det bemærkede jeg også hos Open Data School fra Virk.dk – man har lavet et inspirationskatalog til brug af åbne data, hvor man kan sige, at det er ret passende, at det foregår på Gitbook – og det var da jeg faldt over den, at jeg bemærkede Gitbook.

Open source og egne data – enderne finder sammen: CalDAV

Jeg har jo en svaghed for selv-hostede tjenester.
Men det, jeg er allermest interesseret i, er dem, hvor man ikke behøver skrive sine drivere (hvor umandigt det end er) eller opsætte noget magisk, men det faktisk er muligt for én at sætte det hele sammen på en meningsfuld måde.

I dagens cocktail er der tale om:

  • Hosting hos Gigahost – en betalelig webhosting med ubegrænsede SQL-databaser, emailadresser, oprettelse af egne subdomæner og så videre. De skuffer mig ikke.
    • Installation af Baïkal server – en letvægtsserver, der styrer kalenderdata gennem CalDAV-starten og kontaktdata, det vil sige en database over kontaktpersoner, gennem CardDAV-standarden.
  • Fairphone med Android – telefonen, den evige kompagnon i lommen
    • Davdroid – et Android-program, der indlæses DAV-forbindelser som data i Android, så jeg kan bruge Baïkal-dataene som henholdsvis Android-kalender og Android-datakilde til kontaktpersoner. Jeg blev så imponeret over, hvor godt det kører, at jeg gik ind i projektet og stod for den danske oversættelse.
    • aCalendar+ – mit gode kalenderprogram til Android-telefonen.
  • Fedora Linux 23 med Gnome 3 – En Linuxinstallation med brugerfladen Gnome.

Jeg installerer Baïkal – en hurtig installation; se Baïkals Screenshot-sektion for at få et indtryk af administrationen af systemet. Jeg har selv praktisk taget ikke lavet nogen justeringer efter jeg satte systemet i gang og lod det passe sig selv…

På telefonen installerer jeg Davdroid og opretter de fornødne konti – og så beder jeg mit kalenderprogram om at bruge den kalender som kilde. Desuden instruerer jeg Event Flow Widget om at bruge den kalender som datakilde.
Resultatet er et fint overblik:
image image

Så langt, så godt.
Imidlertid vil jeg også gerne bruge kalenderintegrationen på computeren. Det er ikke alle steder, det hænger lige godt sammen på mine Linuxmaskiner – men jeg har længe været imponeret af Gnomes måde at håndtere Online Accounts på.
På den maskine, jeg her viser, har jeg lagt Gnome 3 ind.
Desværre kører CalDAV ikke bare uden videre igennem online accounts – men den kobler op til Evolution Data server, som er dataserveren for post- og kalenderprogrammet Evolution. Og man kan lægge sin CalDAV-kalender ind i Evolution.
Jeg er ikke entusiastisk omkring Evolution. Det er sådan set et godt program – men jeg har længe foretrukket Claws Mail som postprogram, og så virker det fjollet at bruge Evolution til resten. Så jeg starter kun Evolution for at kunne tilknytte min kalender, og derefter ikke mere!

Når jeg så i Evolutions kalendersektion har oprettet min kalenderforbindelse, så viser kalenderen sig i systemkalenderen, som er et fantastisk dejligt eksempel på velfungerende integration:
Screenshot from 2016-03-19 11-02-55

Derefter har jeg eksperimenteret lidt med det ret lovende kalenderprogram til Gnome, som endnu er under udvikling, men er lovende – det hedder blot Gnome Calendar – og integrerer med Evolution Data Server og online accounts. Resultatet ser ud som sådan:
Screenshot from 2016-03-19 11-03-45

Så vi ender med et integreret system.
Næste spørgsmål er naturligvis, om man kunne have opnået det samme med en Google-kalender. Naturligvis! Men dette er mit. Og det er sat op, og det virker. Og jeg kunne sætte det op til ligeså mange brugere, som jeg har lyst til. Og det ligger på min egen maskine.

Medietræthed

Jeg har et tilbagevendende fænomen, som jeg i en engelsksproget Twitteropdatering betegnede som social media fatigue, en træthed eller mathed som er forbundet med, men rimeligvis nok ikke forårsaget af sociale medier.
Det er ikke første gang. Det er efterhånden blevet en årlig ting og ved nærmere eftertanke måske i virkeligheden i familie med min forårstræthed. Under alle omstændigheder tager jeg med jævne mellemrum en måneds ferie fra de sociale medier, hvilket for mit vedkommende er en vis portion Twitter, en større dosis LinkedIn og et omfattende forbrug af Google Plus. Således også denne gang med start 2. marts.
En gang imellem må man stoppe op og spørge hvorfor. Selv om jeg ikke husker hans navn, husker jeg meget tydeligt en digital fortaler, som talte om, hvordan man godt kan opbygge en stærk relation, selv om man ikke faktisk har andet end det digitale netværk, der forbinder folk. Det er en gammel artikel, så jeg tænker, at det nok har været tale om chat, mailinglister og fora. Ikke mindre interessant var det så, da han gik voldsomt ned med flaget og meldte klart ud, at et fjernvær ikke erstatter et nærvær, og at han ville hellige sig de personlige og virkelige relationer.
Så spørgsmålet hvorfor det føles væsentligt at benytte sig af digitale medier lægger op til overvejelse.
Nogle gange kan man jo mærke, at folk har noget på hjerte – men det meste af vejen er det mere som mere eller mindre overvejede pressemeddelelser for at signalere sig selv. Det formildende ved LinkedIn og dens tilgang til professionelt netværk er, at man ikke har helt så meget jeg-er-en-finkulturel-ekstremsportudøvende-filosofilæsende-psykologiinteresseret-samfundsdebattør-ved-siden-af-mit-debitorbogholderjob, men trods alt anerkender, at det er en personlig reklamesøjle.

Opdatering 17. marts –

Efter sådan et stykke tid kan jeg begynde at gøre mig tanker om, hvad det egentlig betyder. Også nogle erkendelser (okay, bekræftelser) om, hvordan vanerne kommer til udtryk.
Min vane under almindelige omstændigheder er, at når dagen starter, så checker jeg min email og de sociale medier. Jeg følger trods alt tilstrækkeligt mange mennesker fra alle tidszoner til at jeg lige vil se, hvad der er sket siden jeg gik i seng.
Men en ting er, hvad der kommer fra de mennesker, jeg kender – i det omfang, jeg kender dem, naturligvis: Først mine venner og bekendte fra den såkaldt virkelige verden, næste er dem, jeg har stiftet bekendtskab med over de digitale medier. De kommer med mange interessante kommentarer. Men ligeså stor forskel gør det med nyheder og lignende – jeg følger jo trods alt både nyhedsmedier og mange infojunkies. Jeg kan mærke, at jeg føler mig meget uorienteret nu hvor jeg ikke plejer at få de sædvanlige ting ind – også selv om jeg nu starter dagen med lige at checke DR Nyheders app, Den Fri,  de daglige nyhedsbreve fra Version2 og Politiko, Føljeton, som jeg abonnerer på, og RSS-feed fra Lxer – og naturligvis min email. Det er noget andet, og det går op for én, hvor stort et apparat af data, der fodrer én dagligt – og i hvilket omfang man lever i en filter bubble.
Tankevækkende er det, at før jeg begyndte at bevæge mig på sociale medier havde jeg slet ikke det medie- og nyhedsforbrug, som jeg har nu. Så man bliver også dresseret til at se sig omkring – og i en eller anden grad orientere sig efter det, som éns bekendte finder inspirerende.
Jeg brugte Facebook tidligere – og også som del af mit arbejde. Men den indekserer jo folk i en sådan grad, at man ender med gamle skolekammerater og alt muligt andet ros – og det er der jo ikke nogen, der bliver inspireret af. Så det kommer også lidt an på kanalen – eller måske mit syn på den. Jeg opfattede aldrig rigtigt Facebook som andet end et legetøj. Måske var det alle spillene og reklamerne.

Jeg mærker, hvordan jeg får nogle reaktioner i løbet af en dag. I forgårs blev det “moderne kontanthjælpsloft” vedtaget, noget, som jeg ved, at mange af mine bekendte vil have stærke følelser og klare holdninger til; dér havde jeg en følelse af, at hele den rigtige diskussion foregik på de medier – og jeg følte mig meget afkoblet. Da min kone og jeg talte om hendes nye gruppe med undervisning i ungarsk var min første reaktion naturligvis også at sprede budskabet – men det var jo så ikke ad den vej.
Da jeg gik i gymnasiet ville min psykologilærer, når vi havde undervisning om eftermiddagen, holde kridtet som en cigaret (det er først nu hvor jeg skriver det, at jeg finder sjovt, at det netop var psykologilæreren). Jeg ved ikke, om han var under afvænning eller bare havde behovet for det næste søm – men jeg genkender, hvordan hjernen klikker ind i et bestemt gear. Jeg vil ikke beskrive det som en abstinensreaktion, for jeg ser det stadig som et forbrug og ikke et misbrug – men det er i hvert fald i grænselandet mellem en psykisk og en fysisk reaktion, og det er under alle omstændigheder tankevækkende.

Opdatering 25. marts –

Kommunikationsformer – en illustration: Jeg er løbet tør for kaffe og sidder og drikker Earl Grey. Hvilket er fint, men ikke det, jeg gik efter. Det vil være en fuldstændigt almindelig ting at notere på en af de sociale mediekanaler. Nu slår det mig, hvor besynderlig en ting, det vil være at skrive eller sige til nogen.
‘Nu skal du høre – situationen er sådan, at -‘
Never gonna happen. Sjov forbindelse. At jeg skriver den ned her understreger mistanken om, at det bare er en anden måde at… tale med sig selv.